Psykisk vold – at leve i

Angst, Borderline personlighedsforstyrrelse, Egenomsorg, Familie, Kærlighed, MinTerapi, narcissist, Omsorgssvigt, Personlighedsforstyrrelse

Psykisk vold – at leve i

Psykisk vold - sådan er det at leve i et forhold med psykisk vold. Lær at komme ud af spindelvævet.

Psykisk vold – når ingen ser, hvad der sker

Lever du i et forhold med psykisk vold, kan du opleve at din partner har behov for din omsorg, opmærksomhed og anerkendelse. Du er en omsorgsfuld person og giver meget af dig selv.

Omsorgsfuld opvækst?

Du ved, at han har behov for din omsorg. I starten har I fortalt hinanden om jeres familier og du har følt dig tæt knyttet til ham. Måske har han fortalt om sin opvækst. Du er måske den eneste der kender til hvordan det var for ham. En del af hans fortælling er genkendeligt. Du føler et særligt bånd med ham. Han forstår dig som ingen andre forstår dig. Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte. Han forstår dig og det føles trygt.

Med tiden bliver det du har fortalt ham om brugt imod dig. Han bebrejder dig, at du ikke er omsorgsfuld nok overfor ham og siger at det er fordi du er egoistisk eller du ikke har lært at elske. Du er god til at give og du øger din omsorg og opmærksomhed mod ham. I starten kan du måske godt lide følelsen af at han har behov for dig. Med tiden oplever du hans umættelige behov for opmærksomhed som drænende. Dit parforhold er i krise, men det er kun dig der er problemet?

Psykisk vold – når I er sammen med andre

Når I er ude sammen er han den omsorgsfulde. Han er kærlig og opmærksom på hvert et lille behov du har. Andre beundrer ham. De ser en mand, der har styr på sit liv, jeres familie og at I har det perfekt sammen. Når du prøver at fortælle lidt om, hvad der sker derhjemme, siger andre til dig at du er heldig og at ingen er perfekte. At I må arbejde med tingene. At han helt sikkert vil dig det bedste. Andre taler til dig, som om du er i et normalt forhold. De råd de giver dig, er råd man vil give til en i et normalt forhold. Du er ikke i et normalt forhold. Deres råd føles tomme og forvirrende for de virker ikke.

Fokus på mig! Parforhold i krise

I jeres liv er der kun plads til ham. Ikke til dig. Ikke til andre. Langsomt stopper du kontakten med dine veninder. Du taler mindre og mindre med din familie. Du orker ikke deres normale, for det er ikke dit normale. Du orker ikke hans bebrejdelser, når du kommer hjem og prøver at tale med ham om det dine veninder har rådgivet dig om. Han vender tingene imod dig. Du er for følsom. Du fordrejer sandheden. Du gør ham utryg, når du lyver over for dine veninder. Hvordan skal han kunne møde din familie igen, når du har fortalt dem de løgne om ham. Efter hans bebrejdelser bliver han enten kold og taler ikke til dig i flere dage. Eller han bliver selvmedlidende. “Hvordan kan du gøre det mod ham, når han har gjort alt for dig?”

Spindelvævet i psykisk vold

Jo mere du forsøger at bryde ud af den virkelighed han har skabt, desto mere spinder han dig ind i sit spindelvæv. Det bliver en besættelse for ham at han har ret. Du bliver udmattet og ender med at give ham ret. Jo mere du giver dig, jo mere magt får han over dig og den virkelighed du er i. Du begynder at tvivle på dig selv. Tvivle på, at du husker rigtigt. Du begynder at tro på hans ord om at det er dig den er gal med. Det er et klassisk forløb på psykisk vold.

Hvad med børnene?

I familiens navn og for børnenes skyld prøver du at holde sammen på familien. Måske du bliver, fordi du er bange for at hans vold – psykisk og måske fysisk – vil gå ud over jeres børn. Du bebrejder dig selv, at du ikke kan passe bedre på dine børn. Du afbøder hans kampe med børnene. Du tror på ham, når han siger, at det er din skyld, at han bliver vred på børnene. Du føler, at han har ret i, at du er en dårlig mor. Du bliver i tvivl om du kan passe på dine børn. Måske han har ret? Du er forstyrret, en dårlig mor. Du er det du selv voksede op i. Din omsorg, som du før havde for andre, er forsvundet væk. Der er kun omsorg tilbage for ham. Han suger alt liv ud af dig.

Hvordan kommer du væk fra psykisk vold?

Det kræver en landsby at komme ud af et forhold med psykisk vold. Den virkelighed han har fået placeret i dit hoved, har du brug for at andre holde ude af dit hoved. Du har behov for at andre omkring dig er ærlige og taler med dig om, hvad der er normalt. Den virkelighed han skabte for Jer var ikke normal. Du skal lære eller genlære en normal verden. Du skal lære, at du ikke er skør, en dårlig mor, personlighedsforstyrret, et monster. Det er en sandhed som gentages igen og igen i dit hoved. Det kan være en god idé at tale med en psykolog med viden om psykisk vold.

Min favorit definition af skør er, at du gentager det, du ved ikke er godt for dig igen og igen.

Du skal lære, hvad der er normalt igen. Du skal lære at stole på dig selv og stole på andre. Jo mere ærlig du er – du skal også være ærlig om den virkelighed, der foregår inde i dit hoved – desto hurtigere får du et normalt og godt liv igen. Du skal lære at stole på, at det ikke var din fejl, at du forelskede dig i ham. Der er ikke noget galt med dig, fordi du forelskede dig i ham. Alle kan forelske sig i en person, der er så forførende. Et menneske der er god til at spejle dig og hvad du har behov for, er forførende og alle vil falde for et sådant menneske. Du var ikke forkert. Da du gik, passede du på dig selv og dine børn. Det var det første store skridt. Du fortjener bedre.

Er ovenstående genkendeligt? Så tøv ikke med at tale om det eller søg hjælp hos professionelle psykologer, der har erfaring med psykisk vold.

Læs om psykologerne i psykologklinikken her

Har du lyst til at få flere inspirerende artikler meld dig til vores mail-liste og start din vej mod forandring!

Du kan også booke en tid til samtale på 30911771 eller send os en E-mail til terapi@minterapi.dk

De bedste hilsner 

Siri Wessel
 Wetlesen

Psykologklinik nær København i hjertet af Hellerup og i Nordsjælland i hjertet af Hornbæk

Specialpsykolog og specialist i psykoterapi

Post Tags :

Den farlige kærlighed, Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte, Du er skør, Jytte Vikkelsøe, Narcissist, Omsorgsfuld, Parforhold med en narcissist, Parforhold med en personlighedsforstyrret, Personlighedsforstyrret, psykisk vold, Vold i parforholdet

Recent Post

Modtag gratis vores ADHD - ebog: "Gør din ADHD til din Superpower"

Specialpsykolog Siri Wessel Wetlesen

Det vigtigste for mig er, at du føler dig velkommen og tryg i psykologrummet. Samtidig med at du bliver udfordret og udvikler dig igennem samtalerne!

MinTerapi anvender cookies. Cookies indeholder information, som kan bruges til f.eks. statistik, registrering af hvilken browser en bruger benytter, m.v. Den information, vi indsamler via cookies, bliver udelukkende brugt internt i MinTerapi. En cookie på MinTerapi kan ikke indsamle oplysninger på din computer, og den kan ikke sprede computervirus eller andre skadelige programmer. Hvis du ikke er interesseret i, at cookies bliver lagret på din computer, skal du ændre indstillinger i din browser.  Læs mere